Rollespilsweekend

Hvert år i efterårsferien får alle vores rollespillere muligheden for at komme afsted til vores egen koloni, H.C. Hansengården i Boserup, og deltage på årets mest spændende eventyr. Her har vi de perfekte rammer til at fordybe os i rollespil: Fred og ro i vores hytte til at slippe fantasien løs ved bordet med terningerne, og mulighederne for at udleve rollerne på vores store udeområde eller i skoven. Her har alle vores rollespilshold den eneste mulighed på året for at slå sig sammen og tage på et langt og udfordrende eventyr sammen. Vi deler os op i to hold på turen, på tværs af alder og ugentlige hold fra klubben, inden vi forhåbentlig alle mødes for enden af eventyret, til den store afslutning – som kan kaste dyrebare skatte og rollespilspoint af sig:) Der vil blive brugt mange timer med fortællinger og terningekast indenfor ved bordene, men der vil også være masser af aktiviteter udenfor i den friske luft, som selvfølgelig har tilknytning til eventyrets forløb og vil belønnes i rollespilspoint. Vi slipper nemlig ikke rollen før vi skal pakke på sidstedagen og forlade vores fantasiverden og vende hjem til Vesterbro igen. Denne tur er den perfekte mulighed for at hygge sig med andre børn og unge der deler den samme passion for rollespil, og bruge 4 dage på at udfolde fantasien, samarbejde med hinanden og skabe nye venskaber.

Aldersgruppe

4.-7. klasse

Varighed

Mandag til torsdag i efterårsferien

Sted

H.C. Hansengården - Boserupvej 81, 4000 Roskilde